Mindeord af Richard Pedersen

En æra er slut
Af Richard Pedersen, Formand for FNV, i FNV-Orientering 1999-2, Juni 1999

Det blev forår, træerne grønnedes, anemonerne blomstrede, men der manglede noget
i år. For første gang i 72 år åbnede traktørstedet Kalkgaarden ikke døren og haven for Naturparkens gæster.
Den nu 91-årige Lisbeth Jacobsen, der i alle årene lige fra starten i 1927 har været
stedets faktotum, orker ikke mere, og Kalkgaarden er derfor lukket, formentlig for evigt.
Sikkert er det i det mindste, at ingen vil kunne drive et traktørsted på den måde og med
den ånd, som Lisbeth Jacobsen har gjort det gennem de mange år.
Her følte kronprins Frederik (d. 9.), kendte skuespillere, forfattere, videnskabsmænd og
ganske almindelige mennesker fra Nørrebro, Amager og utallige andre steder sig godt
tilpas, hvad enten det drejede sig om en jagtfrokost, fortæring af medbragte klemmer
skyllet ned med en sodavand, eller en kop kaffe med hjemmebag som afslutning på en
dag i skoven.
Vi er mange, der vil savne Kalkgaardens helt specielle atmosfære, men tak til
frk. Jacobsen for de mange år, vi fik lov at nyde den.


Farvel til en personlighed
Af Richard Pedersen, Formand for FNV, i FNV-Orientering 2005-1, marts 2005

Frk. Jacobsen, KalkgårdenDa Dannebrog d. 11. februar blev sat på halv stang ved det tidligere traktørsted, Kalkgaarden på Farumvej, var vi sikkert mange, der fornemmede, at en usædvanlig epoke nu var uigenkaldeligt slut.
Næsten 97 år gammel var Elisabeth (kaldet Lisbeth) Jacobsen stille sovet ind efter et langt, aktivt og oplevelsesrigt liv.

Hun var 19 år og billedskøn at skue, da hendes forældre i 1927 begyndte at drive traktørsted for at supplere de pauvre indtægter fra landbruget, og de følgende 72 år blev Lisbeth den drivende kraft og det samlende midtpunkt på stedet. Her kom både kronprinsen, den senere Frederik IX, forfattere og andre kunstnere, videnskabsfolk og almindelige borgere for at nyde naturen omkring Kalkgaarden og ikke mindst den helt specielle atmosfære, der rådede i både stuerne og den hyggelige have. Blandt andre sås ofte den kreds, som med cigarsorterer Thorvald Vognsen i spidsen blev fædre til Naturparken mellem Farum og Slangerup.

Lisbeth blev aldrig gift ("når den, man vil ha', er optaget, trænger man sig jo ikke på"), og blandt de fleste var hun derfor frk. Jacobsen, en titel, der
blev anvendt uden nedladenhed, men med respekt og vel også med en kærlig
undertone.
For trods sin venlighed og gæstfrihed holdt hun over for de fleste en vis distance, der
gjorde det naturligt gensidigt at opretholde De-formen, også selv om man følte sig helt
på bølgelængde.
Frk. Jacobsen, KalkgårdenFrk. Jacobsen fandt trods arbejdet på Kalkgaarden,
der jo også omfattede pasning af dyrene,
høstarbejdet og meget andet, tid til at dyrke mange forskelligartede interesser, men først og sidst var
det landskabet og naturen omkring hende, der stod
hendes hjerte nærmest, og som hun flere gange
stod offentligt frem og kæmpede for. Fx forhindrede
hun i 1947, at Heste-tangsvej blev udvidet til 12 m
bredde (+grøfter), og en snes år senere var hun i
front i den folkelige modstand mod B5/M5-vejen
gennem Naturparken, en plan, der beklageligvis
fortsat med mellemrum luftes af entreprenante
politikere og erhvervsfolk.
Med Lisbeth Jacobsens bortgang er der sat et
endeligt punktum for et liv og en æra af et sjældent
format, men mange af hendes tanker og drømme
vil leve videre, ikke mindst i FNV, hvor vi - lige som
mange andre naturelskere - vil ære hendes minde.

Kalkgaarden | CVR: 31823366 | Farumvej 137, 3520 Farum  | Tlf.: 2025 2288 | Kalkgaarden@kalkgaarden.com